...anmeldelser...

 

 

 

 

Det tabte land

Højskolebladet, 4. august 2008

Det tabte land

Af Egon Clausen, journalist og forfatter

 

De ville det gode, men kom til at gøre megen fortræd. De ville gøre Danmark rigere, men de påførte landet store, uoprettelige tab. I offentligheden fremstod de som agtværdige mænd, men de baserede ofte deres indsats på usandheder, dobbeltspil, inhabilitet og illegitim magtudøvelse. Det er påstanden i Kjeld Hansens bog ”Det tabte land.” På 847 velskrevne sider fortæller han den rystende historie om de forandringer der er sket med det danske landskab gennem de seneste 250 år, hvor et utal af små og store landvindingsprojekter har ændret det danske landskab på afgørende vis.

Han begynder i 1700-tallet, hvor landvinding blev del af oplysningsprojektet, men efter nederlaget ved Dybbøl blev landvindingssagen sat i den nationale genrejsnings tjeneste, og Hedeselskabet blev en magtfaktor, der på trods af navnet, arbejdede over hele landet.

I 1940 standede landet atter i våde, og regeringen oprettede et særligt Landvindingsudvalg, der fik store offentlige midler, en næsten enevældig magt og som arbejdede meget tæt sammen med Hedeselskabet. Landvindingsudvalgets magt varede ved til 1970. I den periode betvang man de sidste rester at den jyske hede, drænede et utal af moser og enge, udrettede bække og åer, udtørrede utallige småsøer og tørlagde, Filsø, Danmarks næststørste sø. I løbet af tredve år ændredes Danmarkskortet mere end i samtlige forudgående 13.000 år, og Kjeld Hansen anser dette for en national katastrofe. Han skriver, at ”en eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.”  Det skete alt sammen for skatteydernes regning, og uden forsvarlig demokratisk kontrol.

Kjeld Hansen er en af landets førende miljøskribenter, og han er både vred og forarget. Kjeld Hansen har et indgående kendskab til det danske land. Han ved, hvad han skriver om. Han har været på de hundreder af steder, der beskrives i bogen, og han har været i arkiverne, offentlige såvel som private, og hans bog er et højst tiltrængt korrektiv til danmarkshistorien.

I bogen kan man læse om de mænd, der stod bag landvindingssagen. Det var mænd som Niels Basse, Frederik Heick, Kristian Tylvad, Christian Lüttichau og Adolph Mourier-Petersen. I dag ved ingen vel, hvem de var, men i sin tid var de blandt rigets mægtigste mænd, og de retfærdiggjorde deres gerninger ved at hævde, at søerne, åerne, moserne, fjordene og engene måtte væk for produktionens og de arbejdsløses skyld, men deres egne arkiver dokumenterer, at de gik langt ud over dette hensyn – og at de heller ikke gik af vejen for at gavne hinanden. Over for dem stod naturfredningens folk, men de var politisk set svage og eftergivende. Afmægtige måtte de se, hvordan uerstattelige naturværdier blev drænet, pløjet og gravet væk. 

Denne historie er stort set ukendt i dag. Kjeld Hansen er naturens mand og spørger, hvorfor det er sådan: Vil vi helst fortrænge, hvad der virkelig skete i de år? Skammer vi os over landvindingen, fordi den kostede os storken, urfuglen, sandternen, moseternen, engblommen og svalehalen? 

Måske er der andre kræfter på færde? Måske overser han, at der i brede kredse var bred enighed om, at dræning, afvanding, opdyrkning var gavnligt for samfundet. At indvinde ny landbrugsjord var godt. Måske undervurderer Kjeld Hansen landmandens stolthed over at være med til at forbedre landet. Måske kender han ikke den overstrømmende glæde, når sumpet jord gennem dræning blev til frugtbar landbrugsjord. Den side af sagen kunne han måske godt give lidt mere plads, for den forklarer noget om den uforsonlige bitterhed, der præger kampen mellem landvinding og naturfredning. På dette område er der mange konflikter på færde. Hvordan skal Danmark se ud? Hvad er det for et land, vi lever i? I den sammenhæng er det ejendommeligt at læse om Jeppe Aakjær, der hele sit liv bekæmpede Hedeselskabet. Når dets mænd samledes til møder, sang de ikke desto mindre hans sange om den blide danske bæk, og laksen der gik op mod dens strøm. De sang om spoven, lærken og storken, der kom med sommer og sol, og de syntes sikkert, det var noget så smukt alt sammen, men når de var færdige med at synge, gik de i gang med at gøre bækken til en kanal og dræne engen, så fiskene døde, fuglene tav og storken forsvandt. Hvordan hang det sammen? Hvad skete der inde i hovedet på disse mænd, der lovpriste naturen i sang og som derefter gjorde hvad de kunne, for at ødelægge den?  Spørgsmålet er også aktuelt i vore dage, for denne skizofrene konflikt findes endnu. Danskerne elsker deres land, siger de. Men det land de elsker, er i stor udstrækning et fantasifoster, der bygger på naturlyrik a la Aakjær, samtidig med, at der er flertal for en politik, der tillader vedvarende overgreb mod den danske natur. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. I den situation bør Kjeld Hansens bog ses som et nødvendigt korrektiv, der kan være med til at gengive danskerne et sandfærdigt billede af det reelt eksisterende Danmark. Alene af den grund, er ”Det tabte Land” en af årets vigtigste udgivelser.

 

Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab. 847 s. Gad. 2008

 



Smagsprøve
Læs anbefalinger
Alle anmeldelser